Udviklingen af det romerske portræt var forbundet med øget interesse for individet, med udvidelsen af den sociale cirkel portrætteret. Kernen i den kunstneriske struktur af mange romerske portrætter er den klare og strenge overførsel af unikke træk ved modellen, samtidig med at den generelle stil er meget ens. I modsætning til de gamle græske portrætter, der stræbte efter idealisering (grækerne troede, at en god mand måtte være smuk), var romersk portrætskulptur langt mere naturlig og anses stadig for at være en af de mest realistiske prøver af genren i kunsthistorien.
|